
Nyhedsbrev oktober 2024
Åbent hus, kaffeautomat, Frugtfestival, nye cykelhold, danseeftermiddag, første arbejdsdag og nyt udstyr — og vi rundede 500 medlemmer.
Nyhedsbrev
Dette er vores femte nyhedsbrev, der udkommer hver anden måned. Her vil du kunne orientere dig om, hvad der sker i Sakskøbing Fitness Forening.
Vi startede sensommeren ud med et åbent hus-arrangement d. 7/9, for at byde velkommen til både nuværende og nye medlemmer. I samme ombæring kunne vi introducere vores nyeste tiltag: en kaffeautomat med den lækreste kaffe og kakao!
Weekenden efter, deltog vi på årets Frugtfestival med gode tilbud, konkurrencer og smagsprøve på vores dansehold; nemlig Rytme Flow og Dance Fitness. Heldigvis var vejret med os. Tak til alle der kom forbi.
Og apropos frugt, så er vi endnu en gang så heldige, at et af vores medlemmer sørger for æbler og pærer hele sæsonen — til gavn for os alle. Vi er meget taknemmelige for denne meget fine gestus!
På holdtræningsfronten er der også sket lidt: Funktionel træning er blevet åbnet op for alle, og kører nu HVER søndag kl. 11:30 med Søs som instruktør. Vi har fået et “nyt” cykelhold på programmet, nemlig Old Time Bike med Sisse i sadlen. Her cykles der som i gamle dage, nemlig ikke efter farver men efter musikkens rytme. Holdet ligger hver tirsdag kl. 16:10 og du kan være sikker på godt med sved på panden og smil på læben. Torsdagens cykelhold er lavet om fra det originale Cardio Cykling til Bike by Choice. Dette betyder, at du selv bestemmer om du vil køre efter farver eller til musikkens rytme godt guidet igennem af Søs. Vi synes helt sikkert at I skulle tage og prøve det, så tilmeld jer holdene i appen.
Fra 1. oktober startede vores fest af en danseeftermiddag op igen, som kyndigt bliver afholdt af Janne, Laura og Christina. Så er du til god musik og masser af dans og fest, så husk at tilmelde dig 1½ times hold hver den første fredag i måneden.
Onsdag d. 9/10 havde vi vores første arbejdsdag. I samarbejde med fysioterapien, knoklede vi løs med rengøring, maling mm. Har I set hvor meget det har pyntet? Vi siger tusind tak for hjælpen til vores frivillige, der både sørgede for kage, knofedt og godt humør.
Og ikke mindst: i sidste uge fik vi leveret en Safety bar til squatstativet og i mandags fik vi leveret vores nye bænke og Stairmaster! Vi kan næsten ikke få armene ned.
Til sidst kan vi med stolthed sige, at vi nu har rundet de 500 medlemmer! Stort velkommen til og tak.
Husk at vi som frivillig forening, altid kan bruge et par ekstra hænder! Så har du lyst til at give en hånd med og bidrage med hvad end du synes du kan, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen — al hjælp er værdsat.
De bedste hilsner fra bestyrelsen, Sakskøbing Fitness Forening
Mere fra foreningen
De seneste opslag fra bestyrelsen.
- Nyhedsbrev Kære medlemmer — nyt fra centeret Generalforsamling afholdt, sommerplan for hold fra 1. juni, nye gulve i uge 31, løsning på inderdøren og nyt løbebånd, crosstrainer, håndvægte og stativer. Læs mere
- Generalforsamling Ekstraordinær generalforsamling 2025 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling torsdag d. 10/4 kl. 16:30 i holdsalen. På dagsordenen er vedtægtsændringer om valg af bestyrelse. Læs mere
- Generalforsamling Generalforsamling 2025 Indkaldelse til generalforsamling i Sakskøbing Fitness Forening mandag d. 24/3 kl. 19:00 i holdsalen, Havnegade 3. Se hele dagsordenen her. Læs mere
Kom i gang i Lollands hyggeligste fitnessforening
Ubegrænset holdtræning, kyndig vejledning og adgang til hele huset alle dage fra 04.00 til 24.00. Meld dig ind online, eller ring og få en snak først.
